Mindset og fagligt fundament

Vi arbejder med afsæt i det fælles mindset for Børnehandicapområdet og har vores faglige ståsted i KRAP og Neuropædagogik.

I Specialindsats for Børn arbejder vi med afsæt i det fælles mindset for børnehandicapområdet i Randers kommune. Mindsettet er er båret af fire styrende principper:

1. Helhed i indsatsen

Vi sammentænker de forskellige indsatser, der er omkring barnet og prioriterer samspil og koordinering på tværs af fagområder.

2. Familiefokus og –inddragelse

Vi har fokus på familiens behov for støtte, fordi familiens trivsel er en forudsætning for at understøtte barnets trivsel. En familiefokuseret tilgang bygger på dialog, respekt og aktiv inddragelse af forældre/søskende og netværk i behandlingen af deres egne forhold.

3. Mestringsstøtte

Vi prioriterer de langsigtede samarbejdsprocesser mellem barnet, familien og fagfolk. Vi ønsker at tilbyde den nødvendige og specialiserede støtte for at gøre det muligt for familie og barn med handicap at leve så almindeligt et hverdagsliv som muligt. Vi ønsker at styrke et habiliterende sigte med gode overgange for barnet og familien indtil voksenlivet.

4. Rette indsats til rette tid.

I stedet for at se de sociale indsatser som udgiftsposter, anskuer vi dem som målrettede sociale investeringer, der foretages rettidigt. Vi anvender viden om, hvad der virker og flytter ressourcerne efter, hvor de giver mest værdi for familierne og samfundet.

Hos Specialindsats for børn vil du møde en grundtænkning, som er solidt funderet i den Kognitive, Ressourceorienterede og Anerkendende Praksis (KRAP). En tænkning, hvor udgangspunktet tages i en respekt for, at alle mennesker har en værdi, og gør det bedste, de kan, ud fra netop deres forudsætninger.

Det er vores vision, at vi kan møde både børn, unge og forældre, men også hinanden som kollegaer, i et samarbejde, der bygger på nysgerrighed, ærlighed og anerkendelse, og hvor vi konsekvent søger at afdække og forstå den andens perspektiv.

Vi ønsker, at KRAP skal kunne genkendes i alle facetter af vores praksis, både i kerneopgaven, kollegialt og på organisatorisk og ledelsesmæssigt plan.

Hos Specialindsats for børn arbejder vi i en neuropædagogisk forståelsesramme for vores faglige indsats.

Vi tager udgangspunkt i den aktuelle viden om hjernens funktion, og om konsekvenserne af dysfunktioner og skader for barnets generelle udvikling, herunder indlæringsevne og udviklingen af sociale kompetencer.

Vi har fokus på at skabe de bedst mulige rammer barnets/den unges personlige, kognitive, motoriske og sociale udvikling, så barnet/den unge på bedst mulig vis bliver i stand til at realisere sine potentialer.